


Ambassaden ligger på en rolig vej med enestående udsigt mod nord over Hirveparken og bagved denne Tallinns smukke historiske bykerne.
Bygningen er formet som et smalt langhus i tre etager med et karakterfuldt udkragende tag, der visuelt åbner bygningen mod omgivelserne.
Kancelliets udadvendte og repræsentative funktioner er placeret i terrænplan, de mere interne ambassadefunktioner på 1. sal, og ambassadørens residens på 2. sal. Cirkulation i bygningen foregår på sydsiden, mens arbejdspladser og residensens beboelsesrum alle er orienteret mod udsigten til park og by.
Bygningens form, materialer og detaljer har tydelige referencer til traditionel estisk byggeskik; facaderne er beklædt med en lokal kalksandsten mens glaspartier og skydeskodder fremstår i oliebehandlet træ.