Arbejdermuseets Festsal
Type
Museum, restaurering af:
vindfang og foyer
hovedtrappe
Festsalen
Stauningsalen
PiosalenRestaureringen omfatter følgende lokaler
Vindfang og foyer
Hovedtrappe fra stueetage til 2. sal
Festsal
Stauning-sal (1. sal)
Pio-sal (2. sal)Adresse
Rømersgade 22, KøbenhavnAreal
610 m²Bygherre
ArbejdermuseetTotalrådgiver
Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/SArkitekt
Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/SRådgivende ingeniør
Martin Funch Rådgivende Ingeniører ApSMalerarbejder
Gentoftemalerne
Hvidtfeldt & Hansen
Sydkystens MalerfirmaLysdesign
FortheloveoflightA/V design
TaintecLydkunstner
VontrappGrafisk design
Nanna ArnfredKonservator
Nationalmuseets konservatorerØvrige samarbejdspartnere
Arkitekt Michael Freddie udførte den første registrering og renovering af Festsalen og café/ølhallen efter fredningen i 1983.Årstal
2021Priser
Den Danske Lyspris 2023
Farveprisen 2022
Årets Arne, top 5-nominering, 2022Fotos
Adam MørkVideo
Longfei Wang
Arbejdermuseet blev bygget af arbejderne selv på deres ugentlige fridag. Denne helt særlige historie har gjort restaureringen ekstra interessant. For os har det både handlet om at fremkalde husets ånd og give en stemme til de mennesker, der har skabt og brugt bygningen.
Arbejdermuseets bygning blev indviet i 1879 og fredet i 1983. Huset er ikke et stilrent, helstøbt værk, der skulle tilbageføres til sin originale glans. Det er et levende hus med patchwork af udvidelser, ombygninger og udsmykninger, der er tilføjet i forskellige stilperioder. Det var derfor umuligt at vælge et specifikt årstal at restaurere tilbage til, fordi huset har udviklet sig – og udvidet sig – i takt med Arbejderbevægelsens tiltagende økonomiske formåen.
1913 er referenceåret
Bygningens mest markante ændring skete i 1913, hvor hovedtrapperummet blev bygget til, og adgangsvejen til Festsalen blev ændret. Ændringen havde så markant en betydning for rummets proportioner og sammenhæng med de omkringliggende rum, at vi valgte 1913 som året, vi ville restaurere tilbage til. Gennem hele processen vurderede vi løbende, om 1913 var det rigtige årstal for det enkelte rum. Om det var her, den sjoveste historie eller den smukkeste dekoration kunne hentes, og hvordan samspillet med de omkringliggende rum og farver ville blive. Et nyt belysningsprojekt formidler og stemningssætter nu rummene, mens en usynlig energirenovering optimerer indeklimaet.
En bygning, der stråler af faglig stolthed
Fund, farvearkæologiske undersøgelser, gamle billeder og tegninger har givet overblik over de skiftende dekorationer på vægge og træværk og dermed et billede af, hvad huset har været igennem siden 1879. Festsalen og de andre restaurerede lokaler fremstår nu med et stemningsmættet og stærkt dekoreret udtryk, der fortæller os om en arbejderbevægelse, der byggede et hus som stråler af faglig stolthed.
“Det har været rørende, at opleve historien blive gravet frem i de mange lag af maling. Husets historie er ikke forsvundet, den ligger derinde, og der er helt sikker også noget, vi ikke har fundet. Huset bærer sin historie med sig – og det har været en ære, at vi sammen har gjort os umage for bedst muligt at fremkalde den igen. Det er en historie, som vedkommer os alle sammen, fordi arbejdernes slid har skabt grundlaget for de gode levevilkår, vi har i dag. Så helt instinktivt har vi fået en stor kærlighed til huset og historien.”
I 1913 blev hovedtrapperummet bygget til og adgangsvejen til Festsalen ændret. Dermed kunne trappen i Festsalens bagende nedlægges og den tidligere entrésal inddrages i Festsalen, som fik den udstrækning, vi kender i dag.
Bygningsinspektør i Københavns Kommune, Rasmus Langeland Mathiesen, var arkitekten bag huset. Ved indvielsen i 1879 var Festsalen udekoreret med hvidt loft og en bar endevæg. Allerede i 1881 var der råd til de første dekorationer. Balkonen fik opsat søjler fra balustrade til loft. Et palmemotiv blev malet på endevæggen og gipsloftet blev dekoreret.
I år 1900 blev de to sidesale bygget, og de gamle vindueshuller blev ændret til dørhuller. I 1907 kom det nuværende vægmaleri til og glasloftet i Jugendstil, der er det største af sin art i Danmark. Marmoreringer, relieffer af træ, guld på balkonen og PH-bombardementslysekroner fra slutningen af 1920’erne; festsalen er et patchwork af stilarter. Der blev tilkøbt dekorationer hen ad vejen, efterhånden som Arbejderbevægelsen fik større økonomisk formåen.
Nogle steder er der blevet blotlagt 15 lag maling. De dygtige malere har genskabt omfattende marmoreringer og ådringer i alle de restaurerede rum.
I 1907 blev der installeret elektrisk lys i bygningen.
Vi fandt spor efter et hyldearrangement bag en gipsvæg i Stauningsalen, som vi valgte at genskabe ud fra gamle fotos og spor i malingen. Stauningsalen er malet med linolie i farven dodenkop. Den farve var oprindeligt i rummet omkring 1913 og giver, sammen med træværkets mahogniådringer, rummet sin særlige karakter. Den understreger gså det rumlige hierarki i samspillet med Festsalen og Pio-salen.
Fundet af den smukke skønvirke blomsterfrise i foyer og trapperum var en stor glæde. Den har ligget der hele tiden, gemt under syv lag maling og et tykt lag fuldspartling. Marmoringer, ådringer og frisen er malet af Gentoftemaleren og Sydkystens Malerfirma. Overvæggene og skyggelisten af Sydkystens Malerfirma og skønvirke-frisen og undervæggene af Gentoftemaleren.
Dette palads til fællesskabet har ikke fremstået så funklende de seneste 40 år
Karsten R.S. Ifversen for Politiken, 28. december 2021
♥♥♥♥♥