Derfor søgte vi ikke om lov til at bebygge Amager Fælled
I stedet for at acceptere, at byerne siver ud i vores sparsomme naturarealer, skal vi sørge for, at naturen kan vokse ind i byerne.
11. januar var deadline for at søge om at være med i arkitektkonkurrencen om at tegne den nye Fælledby Skole. Vores tegnestue har beskæftiget sig meget med stort nybyggeri, men vi kommer ikke til at søge om deltagelse, selv om der isoleret set er gode forudsætninger for at skabe en fantastisk skole i naturskønne omgivelser.
Amager Fælled er en grøn lunge og et rekreativt areal for hele byen. Selv om dygtige arkitekter og rådgivere gør alt for at reducere affaldsmængder, CO2-udledning og ressourceforbrug, retfærdiggør det ikke, at man bygger her.
I december 2023 slog Københavns Byret fast, at myndighederne har handlet efter reglerne i forbindelse med klagesagerne mod byggeriet på Amager Fælled. Fælledby P/S kan nu fortsætte opførelsen af 219.000 m2 nybyggeri, der inddrager 118.000 m2 af naturen på Fælleden. Projektet har altså retten på sin side, men byggeplanerne på Fælleden er hverken blevet mere rimelige eller rigtige af den grund.
I stedet for at acceptere, at byerne siver ud i vores sparsomme naturarealer, så lad os sørge for, at naturen kan vokse ind i byerne. Nærhed til natur forbedrer vores trivsel og nedsætter vores syge-og dødelighed. Når vi styrker relationen til naturen, mærker vi, at den ikke er et forbrugsgode, men at vi selv er natur. Det er oplagt at lade planter fylde langt mere i vores byer.
Lad os blive eksperter i at byudvikle strategisk og transformere den eksisterende bygningsmasse med det lange perspektiv for øje. Fremtidens måde at bo i byen på skal have naturen som forbillede og den eksisterende bygningsmasse som forudsætning.
Det kræver for det første, at vi giver naturen mere plads. I stedet for at inddrage det 118.000 m2 store – og delvist forurenede – areal til byggeri, bør vi rense det og give det tilbage til Fælledens natur. Og så bør vi kortlægge de strukturer, der står i vejen for, at renovering og transformation kan blive rentabelt for investorerne.
“Det store boligbehov dækkes ikke alene ved brug af det eksisterende. Der skal også udvikles kompetencer til at fortætte med nybyggeri i den eksisterende by”
Selv om byggebranchen har vist store fremskridt for bl.a. CO2-reduktioner og genbrug, så findes bæredygtigt byggeri ikke endnu. Når vi bygger, løser vi vigtige menneskelige behov, men det har altid negative konsekvenser for klima, miljø og biodiversitet.
Ud over at stille højere krav til reduktion af de negative konsekvenser, bør vi kræve, at ethvert byggeprojekt bidrager til at udvikle de kompetencer, vi får brug for på langt sigt.
Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), pegede for nylig på nødvendigheden af mange flere og betalbare boliger i byen for at skabe et mere socialt retfærdigt boligmarked – vel at mærke ved at bygge klogt.
Det ville være klogt at transformere tomme bygninger i Hvidovre, Rødovre, Herlev – fortsæt selv listen – hvor den kollektive trafik og velfærdsfunktionerne er veludbyggede. Men det store boligbehov dækkes ikke alene ved brug af det eksisterende. Der skal også udvikles kompetencer til at fortætte med nybyggeri i den eksisterende by.
Det ville derfor også være klogt at bygge til med mindre og fleksible boenheder på forstædernes parcelhus-grunde. Det kunne give flere generationsboliger og bidrage til større variation, diversitet og mobilitet på boligmarkedet. Men reglerne står i vejen.
”Bevar Amager Fælled, og lad os gøre det attraktivt at udvikle i de rigtige retninger”
Når investorer og ejendomsudviklere ikke i højere grad har denne slags projekter på tegnebrættet, skyldes det måske, at det er nemmere at tjene penge på byggerier på bar mark. At fortætte i eksisterende byområder er møgbesværligt. Man går glip af fordele ved høj gentagelsesgrad og brug af velkendte løsninger, som et nyt etagebyggeri indebærer, og samtidig er det både dyrt, kompliceret og risikofuldt.
Men den langsigtede strategi kan ikke grundlægges på projekter, der spiser af de sparsomme, fælles rekreative naturarealer.
Derfor: Bevar Amager Fælled, og lad os gøre det attraktivt at udvikle i de rigtige retninger.