Nyrestaureret Festsal på Arbejdermuseet

Arbejdermuseets Festsal, Stauningsalen og Piosalen indvies 15. oktober, når Arbejderbevægelsen fejrer 150 år. Museet er den første bygning i Danmark skabt af og til arbejderne. I restaureringen har vi givet en stemme til de mennesker, der har skabt og brugt bygningen gennem tiderne. Hvorfor byggede de, som de gjorde og hvad drømte de om?

Arbejderbevægelsens Forenings- og Forsamlingsbygning blev bygget af arbejderne selv på deres ugentlige fridag. Bygningen blev indviet i 1879 og fredet i 1983. Denne helt særlige historie har gjort restaureringen ekstra interessant og tilføjet flere lag til processen. For os har det ikke kun handlet om at fremkalde husets og stedets ånd, men også at forstå og give en stemme til de mennesker, der har skabt og brugt bygningen.

Et spejl af Arbejderbevægelsens udvikling
I den gamle forsamlingsbygning var det umuligt at isolere et specifikt årstal at restaurere tilbage til, fordi huset har udviklet sig – og udvidet sig – i takt med Arbejderbevægelsens stigende magt og tiltagende økonomiske formåen. Huset er ikke et stilrent arkitektonisk helstøbt værk, der skulle tilbageføres til sin originale glans. Det er et levende hus med et patchwork af udvidelser, ombygninger og tilføjede udsmykninger fra forskellige stilperioder. Og fordi bygningens ændringer er et direkte spejl af Arbejderbevægelsens udvikling, har det været vigtigt at beholde en bred vifte af ændringerne.

Formålet med restaureringen har derfor ikke været at bringe lokalerne tilbage til det originale udtryk, men til et historisk korrekt udtryk med løsninger udført i historisk korrekte materialer og teknikker.

Når man ser Festsalen i dag, er det svært at forestille sig, at rummet engang har været udekoreret. Allerede i 1881 var der råd til de første dekorationer. Balkonen fik opsat søjler fra balustrade til loft. Et palmemotiv blev malet på endevæggen og gipsloftet blev dekoreret. Dekorationen findes stadig i brudstykker over det smukke glasloft.

Nye dekorationer kom løbende til, bl.a. et nyt vægmaleri, dekoration af det tøndehvælvede loft over endebalkonen, spejle og marmorkonsoller. I år 1900 blev de to sidesale påbygget, og de gamle vindueshuller blev ændret til dørhuller. I 1907 kom det nuværende vægmaleri til og det smukke glasloft i jugendstil.

1913 er referenceåret
Den mest markante ændring skete i 1913. Her blev hovedtrapperummet bygget til, og adgangsvejen til Festsalen blev ændret. Denne ændring var så markant en betydning for rummets proportioner og sammenhæng med de omkringliggende rum, at vi valgte 1913 som det år, vi ville restaurere tilbage til.

Gennem hele processen har vi løbende vurderet, om 1913 var det rigtige årstal for hvert enkelt rum. Om det var her, den sjoveste historie eller den smukkeste dekoration kunne hentes, og hvordan samspillet med de omkringliggende rum og farver ville blive.

Nyere elementer fra efter 1913 er også blevet bevaret, bl.a. PH-lamperne fra slutningen af 20’erne og de håndskårne trærelieffer over dørene og de kraftige gerigter, der kom til i midten af 30’erne.

Borgerskabets idealer
Vi har fået overblik over de mange historiske lag og skiftende dekorationer på vægge og træværk gennem farvearkæologiske undersøgelser. Fund, farvearkæologien, gamle billeder og tegninger har tilsammen givet et billede af, hvad huset har været igennem. Ud fra dette har vi arbejdet mod et historisk funderet sammenhængende og balanceret resultat.

Det er blevet til et stemningsmættet og stærkt dekoreret udtryk, der fortæller os om en arbejderbevægelse, der rent æstetisk stræbte efter borgerskabets idealer, og som i stilmæssige valg måske i højere grad var tilbageskuende end fremsynede.

Restaureringsarbejdet er sket i et tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og håndværksfagene.

Restaureringen omfatter følgende lokaler:
Vindfang og foyer
Hovedtrappe fra stueetage til 2. sal
Festsal
Stauning-sal (1. sal)
Pio-sal (2. sal)

Fie Lindholm