PRESSEMEDDELELSE 20. august, 2025

Lene Tranberg modtager Henning Larsens Fond’s hæderlegat

I anledningen af arkitekten Henning Larsens 100 års dag tildeler Henning Larsens Fond ti hæderslegater til arkitekt Lene Tranberg og ni dimittender fra Aarhus Arkitektskole og Det Kongelige Akademis Arkitektskole.

Henning Larsen blev født den 20. august 1925. I 1958 blev han professor på Kunstakademiets Arkitektskole og 1959 grundlagede han Henning Larsens Tegnestue, der under hans ledelse i de efterfølgende 50 år blev en internationalt anerkendt arkitektvirksomhed med store projekter i ind og udland.

Henning Larsen modtog for sine byggerier de højeste danske og internationale udmærkelser. I 1980’erne skabte han SKALA Arkitekturgalleri og arkitekturmagasin med fokus på international udvikling inden for arkitekturen. I en alder af 88 år gik Henning Larsen bort i 2013. Tegnestuen er videreført i ny ejerform og har i dag mere end 600 ansatte i 8 lande.

 

Fejring af 100 års dagen
I 2001 grundlagde Henning Larsen en almennyttig fond, der bærer hans eget navn. Fondens formål er at yde støtte til dansk arkitektur, herunder som hædersgaver til arkitekter, der særligt har gjort sig bemærket ved skabelse af bygningsværker eller andet af høj kvalitet. Henning Larsens Fond har i snart 25 år uddelt hæderslegater på Henning Larsens fødselsdag den 20. august.

På 100-årsdagen for arkitektens fødsel har fondens bestyrelse valgt at hædre skabelsen af den højeste arkitektonisk værkkvalitet og samtidig se frem og pege på de kommende generationer ved at hædre 9 helt nyuddannede arkitekter fra landets to arkitektskoler. 100 året for Henning Larsens fødsel fejres gennem tv-udsendelser, debatter og publikation.

En af de allerstørste
Arkitekt Lene Tranberg en af Danmarks absolut førende arkitekter. Hun blev uddannet fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole i 1984, og året efter stiftede hun sammen med Boje Lundgaard tegnestuen Lundgaard & Tranberg.

”Lene Tranberg hædres for sin fokuserede, vedholdende og store værkproduktion gennem fire årtier. Lene Tranbergs arkitekturværker har ikke blot fastholdt men også givet enestående, inspirerende og dermed betydningsfuldt bidrag til udviklingen af Dansk arkitekturs høje kunstneriske, tekniske og sociale standard. Lene Tranbergs bygninger udstråler en autentisk atmosfære og kunstnerisk beherskelse på højeste niveau og beriger os alle med æstetisk velvære”, udtaler arkitekt Kent Martinussen, formand for fondens bestyrelse.


Nye talenter
Fonden hædrer ligeledes ni unge arkitekter, der netop har taget afgang fra landets to arkitektskoler i Aarhus og København. Fælles for de seks afgangsprojekter, som de ni dimittender har skabt, er en usædvanlig stor forståelse for fagets mange nye dagsordner, herunder brug af nye materialer og værktøjer i deres undersøgelse af arkitekturens væsen og potentielle fremtid.

  • Arkitekten Alberte Goldenbeck Hansen fra Aarhus Arkitektskole tildeles hæderslegat for sit afgangsprojekt Hus til Dan - en bygning tilegnet forfatteren Dan Turells liv og forfatterskab.

  • Arkitekterne Ida Fine Bøtker-Rasmussen og Oliver Arndal Jensen fra Aarhus Arkitektskole tildeles hæderslegater for afgangsprojektet Utilizing what we have and realizing what we need – a radical regeneration of DSB Maintenance area.

  • Arkitekterne Magnus Lynge Damgaard og Karoline Bonde Larsen fra Aarhus Arkitektskole tildeles hæderslegater for deres afgangsprojekt Assemblage 8000 – A Catalyst for Deconstruction.

  • Arkitekt Clara Mandrup-Poulsen Lundgaard fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole tildeles hæderslegat for sit afgangsprojekt Reproduktion - et jordbrugslaboratorium.

  • Arkitekt Ryan Anthony O'Connor fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole tildeles hæderslegat for sit afgangsprojekt Valorising Waste Streams - Reimagining Glass Reuse.

  • Arkitekterne Sarah Aarhus og Julie Hansen Abrahamsen fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole tildeles æreslegater for deres afgangsprojektet Børsen, København, der skriver et nyt kapitel i Børsens historie.

 
 
 
Næste
Næste