con-nect-ed-ness

Type
Totalinstallation

Adresse
Giardini della Biennale, Venedig, Italien

Kurator
Marianne Krogh

Kommissær
Dansk Arkitektur Center på vegne af
Kulturministeriet

I samarbejde med
Realdania
Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg
for Arkitekter

Kunstnerisk rådgivning
Finn Reinbothe

Foto
Hampus Berndtson

Film
Frederik Jacobi
Clara Dyrhauge
Karl T. Knudsen

Årstal
Udstilles på d. 17 arkitekturbiennale i Venedig 2021

Fondstøtte
Beckett-Fonden
Dreyers Fond
Ny Carlsbergfondet
Knud Højgaards Fond
Bestles Foundation

Sponorater
Kvadrat
Mads Nørgaard
HAY
Junckers
STARK
Blå Kors
Røde Kors

Den danske Pavillon, arkitekturbiennalen i Venedig 2021

I århundreder har vi opfattet naturen som noget, der er forskelligt fra os selv. Nu mærkes konsekvenserne af den opsplitning både klimamæssigt, politisk, økonomisk og socialt. Hvordan kan arkitekturen hjælpe med at skabe et nyt meningsfuldt forhold til verdenen som et sted, hvor mennesket erkender, at alt indgår i en sammenhæng, at alt er forbundet?

How will we live together? Det er temaet for årets biennale. Spørgsmålet lægger op til handling: Vi skal opfinde nye måder at bebo verden på. Arkitekturen tilbyder noget helt særligt, når det handler om at skabe et nyt fundament for vores samliv. Hver gang vi bygger, forsøger vi at give et svar på, hvordan mennesker kan leve sammen. Også når vi udstiller arkitekturen, afprøver vi noget, som måske en dag bliver muligt.

I pavillonen har vi arbejdet med at synliggøre vandets kredsløb som en måde at vise, hvordan alt er forbundet. For det, at ting bliver synlige, er et skridt på vejen til sansning, og dermed kan vi begynde at forstå os selv i en sammenhæng. Vi kan begynde at forstå, at vi også selv er natur.

I vandet lever tiden, katastrofen, livet, de andre
Alt levende udspringer af vand. Det findes overalt på kloden i et dynamisk kredsløb, som udstillingen i Den danske Pavillon kobler sig på. Opsamlet regnvand fra Venedig inviteres ind, sanses og forlader pavillonen igen. Mens man oplever de forskellige rum i udstillingen, kan man blive en del af vandets cyklus ved at drikke te brygget på den citron verbena, der næres af vand fra udstillingens kredsløb. Gennem kroppe, fordampning, fotosyntese og nedsivning indgår mennesker og vand i en gensidig tilblivelsesproces; vi mødes og påvirker hinanden.

Vandet er opsamlet regnvand – hvem ved, hvor det har været før, og hvor det er på vej hen? Hvem ved hvilke andre kroppe, det har gennemstrømmet og i hvilke lande og århundreder, det har rejst? Vandets kredsløb og grænseløshed forbinder fortid, nutid og fremtid, og det gør tanken om, at vi kan isolere os fra hinanden umulig. I vandet lever tiden, katastrofen, livet, de andre. Det flyder gennem vores fælles rum.

Når vi taler, er vi nature der taler
Arkitekturen står altid i forhold til naturen, lige meget hvor langt ude af syne den er. Natur er energi og rytme og balance. Når vi bygger, kan vi i bedste fald lade disse fænomener præge arkitekturen, så vi erfarer vores relation til naturen; det kan være i måden, bygningskroppene fortættes og spredes på, det kan være i lysindfaldet i et rum, eller det kan være følelsen af naturlige materialer mod vores hud. Forbindelsen mellem os og vores omgivelser kan være vibrerende og kan åbne op for en kontakt med naturens foranderlighed og verdens forbundne kredsløb.

I det ser vi et potentiale, der ikke kun værdisætter ud fra økonomisk vækst, men ser rigdom i forskelligartethed, (bio)diversitet og forbundethed. Udstillingen er skabt i et fællesskab omkring dette blik på verden, med tanke på den danske forfatter Josefine Klougarts ord:

“Når vi taler, er vi naturen der taler, når vi tænker er vi naturen der tænker, når vi betvinger naturen derude, så er vi naturen, der betvinger noget i sig selv.”

‘Forbundethed’ i Connectedness – An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene, Strandberg Publishing, 2020