Villa Baumann
Type
Privat villa
Adresse
Hellerup, Danmark
Areal
250 m²
Ingeniør
Konstruktioner: Ole Vangaard
Teknik: Tommi Haferbier (nu Ekolab)
Akustik
Gade & Mortensen Akustik A/S
Årstal
Opført 2014
Foto
Jens Lindhe
Villa Baumann er lavet til en familie med store børn. Vores mål var at skabe en privat villa, der favner alle og giver ro, lige meget hvor man er i livet. Det er et hus til afslapning og til fællesskab.
Villa Baumann er ikke et hus, hvor man lever adskilte, parallelle liv. Når man bor her, er man sammen. Størstedelen af huset udgøres af et stort flydende rum i tre etager uden opdelende vægge. Fællesskabet er i centrum, og rummene er akustisk regulerede, så det åbne rum er rart at opholde sig i. Akustikken er endda så god, at huset bliver brugt til at holde koncerter i. I stueetagen og øverst på anden sal ligger der mindre soveværelser, hvor man kan trække sig tilbage, når man vil være alene.
Et robust hus der skaber rammer om fællesskabet
Køkken, spisebord, pejs og en to etager høj bogreol ligger alt sammen i det åbne fællesrum. På første sal strækker det sig helt ud til husets ydervægge. Gennemskæringer af etagerne sikrer indre kontakt mellem de forskellige plan, og udskæringerne i det øverste plan er formet som en balkon omkring første sal, der gør, at rummet virker meget højloftet. I karnapperne er der indbygget dybe vinduesnicher med madrasser, hvor man kan sidde eller overnatte. Der ligger en køkkenø i stueetagen, så man ikke behøver løbe op og ned, når man sidder udenfor om sommeren.
De indbyggede siddemiljøer og skabe er med til at give huset en tæt og hyggelig atmosfære. Møblerne er indbygget for at udnytte pladsen bedst muligt. Det giver god plads til fællesrummet, hvor livet udspiller sig mellem forskellige zoner af åbenhed; mellem ude og inde, fællesskabet og det private.