NYHED 21. November, 2022
Et nyt Europaparlament
– Next Generation SPAAK
Den Europæiske Union skal bygge et nyt Europaparlament, der tager ansvar for tidens klimamæssige og geopolitiske udfordringer. EU’s mål er klimaneutralitet i 2050 og en god fremtid for EU’s kommende generationer. Sammen med Cobe skabte vi konkurrenceforslaget til et nyt Europa-Parlament, der understøtter det daglige, demokratiske arbejde baseret på både genbrug og genanvendelse.
Overgangen til et klimaneutralt samfund i Europa stiller store krav til måden, vi bygger på. Med en ny parlamentsbygning har EU en stor mulighed for at gå forrest og vise vejen til fundamentale forandringer i byggesektoren og en bedre fremtid for alle.
Et ansvarsbevidst byggeri
Den eksisterende Paul Henri Spaak-bygning er kun 26 år gammel. Vores analyser viser, at man ikke kan rive bygningen ned og samtidig nå EU’s målsætning om en CO2-neutral parlamentsbygning. Den eksisterende SPAAK-bygning består af mere end 190.000 m3 beton, mere end 5000 m3 stål og 11.500 m2 facade-sikkerhedsglas. Hvis bygningen blev revet ned, ville indlejret energi svarende til 120.000 tons CO2 blive til affald. Derfor foreslog vi at bevare 30 % af den eksisterende bygning og genbruge 20 %. Resten af materialerne genanvendes enten i den nye bygning eller et andet sted.
En bygning til demokratiet
I dag er Paul Henri Spaak en labyrintisk bygning beklædt med reflekterende glas. I transformationen har transparens været et ledende princip, både som arkitektonisk princip og som en af EU’s nøgleværdier. Vi inviterer dagslys ind i alle centrale dele af bygningen og introducerer en åben stueetage med offentlige funktioner, der inviterer borgerne indenfor. Målet er at gøre Europa-Parlamentet til en mere integreret del af Parc Leopold og Bruxelles og understøtte den Europæiske Unions ønske om at være en transparent og inkluderende institution.
Type
Parlamentsbygning
Adresse
Rue Wiertz 60, Bruxelles, Belgien
Areal
85.000 m²
Bygherre
EU-Parlamentet
Team
Lundgaard & Tranberg Arkitekter + Cobe
Ingeniør
Tyréns
Steensen & Varming
Gade & Mortensen Akustik A/S
Merete Madsen, MOE
Årstal
15 prækvalificerede internationale teams.
Konkurrenceforslag 2021