Teaterstolen
Type
MøbeldesignBygherre
Det Kongelige Teater
KulturministerietAkustikrådgivning
Gade & Mortensen Akustik A/SProducent
Getama Danmark A/SÅrstal
2005-2007Præmieringer og nomineringer
2009 Red Dot Award
2009 iF International Forum Design AwardFotograf
Adam Mørk
Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Teaterstolen er designet til Skuespilhuset. Det Kongelige Teater ønskede stor nærhed og intimitet mellem publikum og skuespillere. Stolen er derfor skabt, så publikum kan følge med, når skuespillerne bevæger sig rundt i hele salen under forestillingen.
Det Kongelige Teater ønskede, at skuespillerne skal kunne bevæge sig ud på kanten af forscenen, helt ud til balkonsiderne og nogle gange også bruge hele rummet i salen til Store Scene. Det stillede store krav til Teaterstolen. Resultatet er et møbel, der er beskedent af størrelse men rummeligt i sit favntag. Det er en stol med stor bevægelsesfrihed, så publikum kan følge med i alt, der foregår i salen.
Stolene i salen er placeret som perler på snor. Armene rækker forbi det opklappede sæde og ud mod publikum, som bydes velkommen. Stolen gør det muligt at sidde på mange forskellige måder med god støtte i ryg og lænd, også selv om man drejer sig 45 grader.
Ryglænets højde er afpasset, så man kan hvile armen på toppen af ryglænet, når man sidder på skrå. Sådan kan man sidde mere henslængt, men stadig opret. Stolen har en venlig form. Den er rar at sidde ved siden af, også selvom der ikke sidder nogen i nabostolen.
Stolen som akustisk element
Teaterstolen fungerer også som et akustisk element i salen. Den er lavet, så en tom stol har samme lydabsorberende effekt som en optaget stol. Det gør, at klangen i salen, der er nøje afstemt efter ’det talte ord’, altid er den samme. På denne måde kan skuespillerne øve for en tom sal og alligevel have den samme klang i rummet, som hvis den var fuld af mennesker.
Stellet findes i 12 varianter, mens de polstrede dele er ens for alle 658 stole. Variationerne i stellet gør, at hældning af stolens ryg kan være forskellig, alt efter hvor i salen, den er placeret. Nogle af stole er demonterbare, nogle er ekstra høje, mens andre har en fodplade og står løst på gulvet.
I modsætning til traditionelle teaterstole er Teaterstolen betrukket med en ren uldvelour med kort og tæt luv. Den tegner stolens form præcist, mens de klassiske teaterreferencer bevares.
Den røde farve er en del af Skuespilhusets generelle farvesætning og går igen på døre, vægge og gardiner. Der er blandet en smule sort i den røde. Det gør den ideel til teaterbrug, fordi farven bliver helt sort, så stolen ’forsvinder’, når lyset dæmpes og magien begynder.