LundgaardTranberg_Modelrum_0.jpg
 
 

Arkitektur er et offentligt anliggende, der vedkommer os alle. God arkitektur tiltrækker mennesker og bidrager til fællesskaber. God arkitektur skal være en generøs gestus til stedet, omgivelserne og samfundet.

— Lundgaard & Tranberg Arkitekter

 
 

Tilgang

Tegnestuen beskæftiger sig med udvikling og realisering af arkitektur inden for byggeri, by- og landskabsplanlægning og produktdesign. Vi arbejder med både nybyggeri og renovering. I hvert eneste projekt er vores ambition at skabe visionær, stedsspecifik og sanselig arkitektur, der bidrager positivt til menneskers liv og det større fællesskab. Vi er rundet af den nordiske arkitekturtradition, hvor humanismen, forenklingen og håndværket er i centrum.

Bæredygtig arkitektur handler i vores øjne om at arbejde fremsynet og ansvarligt med den teknologi og viden, der er tilgængelig på skabelsestidspunktet. Gennem kvalitetsarkitektur bidrager vi til et bæredygtigt bygget miljø, hvor projekterne har lang levetid, materialer ikke går til spilde og hvor bygninger er robuste nok til at kunne genanvendes til nye formål. Bæredygtighed er altid en integreret del af projekterne.

Vi er et hold af arkitekter, konstruktører og akademikere, der er kendt for evnen til nytænkning, samarbejde og ledelse i forbindelse med projektering og realisering af byggeri. Vi er stolte af, at Lundgaard & Tranbergs medarbejdere har en gennemsnitlig anciennitet på 10 år. Det giver os en følelse af fællesskab og de bedste betingelser for at tilbyde vores kunder vigtig viden og erfaringer fra tidligere projekter.

På tegnestuen arbejder vi primært med projekter i Danmark og det nære udland, herunder de andre nordiske lande.

Vi tænker altid arkitektur som atmosfære. Det handler om at lytte til et sted, at finde tonen og den energi, der strømmer igennem alting. Det er her, det starter.

— Lene Tranberg, arkitekt, partner og medstifter af Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Historie

Lundgaard & Tranberg Arkitekter blev etableret i København i 1985 af arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg. Siden har tegnestuen markeret sig som én af Danmarks mest anerkendte og prisvindende arkitektvirksomheder.

1985

Vi vinder Blangstedgaard og tegnestuen grundlægges

Boje Lundgaard og Lene Tranberg grundlægger tegnestuen, efter de vinder konkurrencen om en helhedsplan for Blangstedgaard ved Odense. Tegnestuen flytter ind i Skindergade. Herfra arbejdes der på omdannelsen af en tidligere frugtplantage til et nyt byområde med 800 boliger. Tegnestuen står for projekteringen af ca. 100 boliger, fælleshuse og en daginstitution.

Et stærkt fokus på byggeteknisk indsigt og detaljering
Lige fra først færd er tegnestuen præget af et arkitektonisk grundsyn baseret på byggeteknisk indsigt, et fokus på detaljering og tværfagligt samarbejde. Tilgangen har rødder i det faglige miljø omkring Institut for Byggeteknik på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor Boje Lundgaard er professor og underviser. En lang række af tegnestuens medarbejdere har igennem tiden studeret her, også flere af de nuværende partnere.

1987

Begyndelsen på langt engagement i museumsbyggeri

Trapholt og Arbejdermuseet i København er vores første museumsopgaver og begyndelsen på en lang række projekter for kulturelle institutioner. Sorø Kunstmuseum og Danmarks Borgcenter kommer til i 2011, vi vinder Statens Naturhistoriske Museum i 2012 og Frihedsmuseet i 2015.

1989

Horsens Kraftvarmeværk bliver startskuddet på løsningen af en række bygninger til komplekse, tekniske anlæg

Vi vinder projektet i en åben konkurrence. Det skærper vores interesse for at skabe arkitektur der rummer komplekse, tekniske anlæg i en større skala. Op gennem 90’erne kommer der flere tekniske anlæg til: Kraftvarmeværker i Fåborg, Herning og Svendborg, et rensningsanlæg i Helsingør og et nyskabende industrivaskeri i Århus.

1990

Vi vinder det første projekt i Sverige

Boligbebyggelsen til ældre, Bellevue Park, er startskuddet på vores engagement i Sverige. Projekterne spænder bredt, fra offentligt universitetsbyggeri — Malmö Högskolas fakultetsbygning Hälsa och Samhälle (1998) og Niagara (2010) over boligbebyggelse med fokus på social sammenhængskraft i Malmö med Culture Casbah (2012), til multibrugerkomplekset T30 i Stockholm (2014). I 2017 følger udbygning og renovering af Kungliga Operan i Stockholm. Sammen med Ahrbom & Partner arbejder vi med et stort, komplekst program for at realisere en ny nationalscene med faciliteter til både opera og ballet. Der er fokus på indpasning i et historisk følsomt område lige overfor Kungliga Slottet, Riksdagen og Gamla Stan.

1992

Dannebrogsgade – byfornyelse og bæredygtighed på Vesterbro

Karréen mellem Dannebrogsgade og Westend giver os mulighed for at arbejde med byfornyelsens forskellige temaer og skalaforhold. Projektet indebærer både gårdindretning, infill, renovering og nybyggeri. Det er et pilotprojekt indenfor miljøhensyn og energibesparelse. Vi tilfører etageejendommen passiv og aktiv solvarme gennem solpaneler indpasset i hele tagfladen. Gårdfacaden får en klimaskærm af glas, der udvider lejlighederne med en ekstra ude/inde zone. Regnvandet opsamles til udskylning af ejendommens toiletter.

1994

Tegnestuen rykker til Pilestræde

De nye lyse lokaler i det centrale København danner nu rammen for godt 20 medarbejdere. Herfra etablerer vi os i de kommende år som en af de mest anerkendte og prisvindende danske arkitektvirksomheder.

1995

Der er fokus på forskning, udvikling og bæredygtigt byggeri

Den innovative, faglige tilgang som vi udvikler op gennem 90’erne viser vejen til en række forsknings- og udviklingsprojekter. Vi arbejder sammen med SBI (Statens Byggeforskningsinstitut) og andre videnscentre, om projekter der fremmer et mere bæredygtigt byggeri og en produktiv byggesektor. Solrækkehusene (1995) går ud på at lave boliger, der ikke er bundet til nord-syd retningen, men alligevel gør brug af aktiv solenergi. Glashuset (1996) viser, hvordan højisoleret glas kan anvendes som primært facademateriale. Til Skovburrens boliger og fælleshus (1997) reducerer vi varmebehovet med 40 % ved at anvende passiv solvarme som et tilskud til fjernvarmen.

1996-2003

Charlottehaven

På Kryolitgrunden på Strandboulevarden bliver nye idéer om at bo privat, mens man deles om en række fællesfaciliteter, til virkelighed. Charlottehaven er den første af sin type i Danmark og inspireret af boformer i England. Vi er optagede af at skabe et projekt, der ikke kun lukker sig om sig selv, men væver sig ind i den omkringliggende by med tilbud som offentlig daginstitution, fitnesscenter, konference- og mødefaciliteter, café og restaurant.

2002-2008

De tre store

I starten af 00’erne kommer der tre store projekter til: Kilen – Copenhagen Business School, Det Kgl. Teaters Skuespilhus og Tietgenkollegiet. Tegnestuen vokser, og det samme gør den internationale opmærksomhed omkring projekterne.

2004

Boje Lundgaard går bort

Boje Lundgaard går bort. Han når ikke at opleve de tre store projekter stå færdige.

2005

Partnerkredsen udvides

Efter Bojes død ændres tegnestuens organisation, og partnerkredsen udvides med medarbejdere, der længe har arbejdet på tegnestuen. Erik Frandsen, Filip Heiberg, Henrik Schmidt, Peter Thorsen, Nicolai Richter-Friis og Trine Troelsen udgør nu, sammen med Lene Tranberg, den nye partnerkreds.

Tietgenkollegiet står færdigt

Tietgenkollegiet bliver til i et ambitiøst og generøst samarbejde med Nordea-fonden, der ønsker at nytænke og udvikle kollegiet som boform og skabe et referencebyggeri på internationalt niveau. Vi er optagede af at virkeliggøre en social vision, om hvordan studerendes fællesskab kan styrkes. Der arbejdes med en kombination af nyskabende og kendt byggeteknik baseret på en stor præfabrikations- og gentagelsesgrad. Husets rumlige og funktionelle organisering og den konstruktive struktur ender med at smelte sammen i ét greb, der gør at bygningens cirkelform kommer til at fremstå særligt afklaret og helstøbt.

2006

2008

Skuespilhuset står færdigt

Vi vinder Skuespilhuset i en åben international konkurrence med 330 forslag og fuldfører projektet indenfor budget- og tidsrammen. Skuespilhuset bliver et generøst hus med en foyer og en havnepromenade der smelter sammen og tilbyder et nyt offentligt rum i byen. Huset får stor betydning for bylivet i Københavns Havn, og det Kgl. Teater får de optimale rammer for udøvelsen af scenekunsten.

2010 ⟶

En dybere integration af bygninger, byrum og landskab

Tegnestuens arkitektoniske idealer gror i en retning, der peger på en mere intim integration af bygninger, byrum og landskab. SEB-Bank (2010) viser tydeligt det nye anslag med bygninger og landskab, der lader til at gro efter en fælles biologisk orden.

2011-2018

Fjordenhus - projektering af et komplekst hus

Vores interesse for innovativ byggeteknik og engagement i tværfaglighed viser sig i samarbejdet om Kirk Kapitals domicil. Det er et kunstnerisk ambitiøst projekt designet af Studio Olafur Eliasson og et hus, der kræver en særlig ekspertise inden for projektering og løsning af komplekse geometrier. Vores medarbejdere er med til at virkeliggøre den kunstneriske vision for projektet og arbejder bl.a. med dobbeltkrumme geometrier i rundt murværk, buede vinduer, døre og indvendige vægge og bygning under vand.

2015

 DGNB-Guld certificering af bæredygtigt pilotprojekt

Pier47 på Langelinie er blandt en håndfuld bæredygtige pilotprojekter i forbindelse med introduktionen af DGNB-certificering i Danmark. Det er et nytænkende projekt baseret på en kombination af naturlig ventilation, udnyttelse af grundvand som køle- og varmemedie samt termoaktive konstruktioner. Da det står færdigt, har Pier47 et energiforbrug, der ligger 75-80 % under almindelige kontorbygninger.

2016 ⟶

En række store projekter bidrager til København

I de seneste år har vi i særlig grad haft mulighed for at bidrage til udviklingen af København. Ofelia Plads (2016), Axel Towers (2017), Kalvebod Fælled Skole (2018), Frihedsmuseet (2020) og Naturhistorisk Museum (indvies 2023) er alle projekter, der er med til at styrke fællesskabet og det offentlige liv i byen samtidig med at de lever op til hver deres funktion.

2020

Partnerkredsen udvides med 10

De ti nye partnere har alle arbejdet på tegnestuen i en længere årrække og har bidraget til dens positive udvikling. Udnævnelsen markerer at tegnestuen også fremadrettet skal være partnerdrevet arbejdsfællesskab, der har fokus på at udvikle original og gennemført arkitektur.

Vi skaber det danske bigrag til Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen

Udstillingen udvikles i samarbejde med kurator Marianne Krogh.

2021

2021 ⟶

To museer i Tyskland

Danevirke Museum i Nordtyskland og Archäologisches Landesmuseum i Rostock bliver vores første projekter i Tyskland. Danevirke Museum skal fortælle om 1500 års historie ved det berømte 30 km lange forsvarsværk, der er Nordeuropas største fortidsminde og UNSCO-verdensarv. Archäologisches Landesmuseum skaber rammerne om en stor og vigtig samling arkæologiske genstande fra 12.000 års Østersø-historie.

2023

Tegnestuen flytter til København Nordvest

Efter hele 28 år på samme adresse i Pilestræde i det indre København flytter tegnestuen til København Nordvest. Vi rykker både ind i den gamle maskinfabrik på Rentemestervej 59 og lige rundt om hjørnet på Dortheavej 6.

ConnectednessPavilion_139_FotoHampusBerndtson_high copy.jpg
 

“Lad os genvinde erkendelsen af, at vi er forbundet med alt levende: at arkitektur og kultur oprindeligt udspringer af naturen. At arkitektur skal menneskeliggøres i balance med naturen og med sin fysiske tilstedeværelse fremme naturen i vores byer. At arkitekturen altid vil være en del af den natur, der binder verden sammen.”

— Lene Tranberg, arkitekt, partner og medstifter af Lundgaard & Tranberg Arkitekter

 

66 medarbejdere
15 partnere
39 års erfaring

Virksomheden ejes og ledes i et partnerskab af
Benjamin Ter-Borch, bygningskonstruktør MAK
Erik Frandsen, arkitekt MAA
Henrik Schmidt, arkitekt MAA
Lene Tranberg, arkitekt MAA, adj. professor, medstifter
Malene Hjortsø Kyndesen, arkitekt MAA
Martin Rønne-Nielsen, bygningskonstruktør MAK
Michael Kvist Madsen, arkitekt MAA
Mikkel Kjærgård Christiansen, arkitekt MAA
Peter Thorsen, arkitekt MAA, CEO
Pil Høyer Thielst, arkitekt MAA
Robert Janson, arkitekt MAA
Signe Baadsgaard, arkitekt MAA
Thomas Rahbæk Madsen, arkitekt MAA
Trine Hedeager Harboe, arkitekt MAA
Trine Troelsen, cand.merc.


 

Udvalgte priser og nomineringer

2022 Farveprisen – Arbejdermuseets festsal
2022 Årets Arne, top 5-nominering – Arbejdermuseets festsal
2021 Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Diplom – Frihedsmuseet
2020 Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Diplom – Charlottetårnet
2019 Tyndpladeprisen – Axel Towers
2019 Københavns Kommune Bygningspræmiering af Smukke og Gode Bygninger – Kalvebod Fælled Skole
2019 EUmiesaward top 40-nominering – Axel Towers
2018 Københavns Kommune Bygningspræmiering Publikumsprisen – Axel Towers
2017 Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Diplom – Axel Towers & Axel Torv
2017 Frederiksberg Kommune Bygningspræmiering af Gode og Smukke Bygninger – CPSC
2017 EUmiesaward top 5-nominering – Kannikegården
2017 EUmiesaward top 40-nominering – Ofelia Plads
2017 In-situ Prisen – Ofelia Plads
2016 Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Diplom – Ofelia Plads
2016 Københavns Kommune Bygningspræmiering af Smukke og Gode Bygninger – Ofelia Plads
2013 RIBA European Award – Sorø Kunstmuseum
2013 EUmiesaward top 40-nominering – Sorø Kunstmuseum
2013 MIPIM Award Best Future Project – Culture Casbah
2011 Årets Arne. Guld/Sort/Grøn-Trilogien – Tietgenkollegiet, Skuespilhuset & SEB
2011 RIBA European Award – SEB Bank & Pension
2011 RIBA European Award – Havneholmen
2009 Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Diplom – Havneholmen
2009 Bæredygtig Beton Prisen – Skuespilhuset
2008 RIBA European Award – Skuespilhuset
2008 EUmiesaward top 40-nominering – Skuespilhuset
2008 Den Nordiske Lyspris – Skuespilhuset
2007 Betonelementprisen – Tietgenkollegiet
2007 The Aid Forum Award/Best Nordic Interior – Tietgenkollegiet
2007 RIBA European Award – Tietgenkollegiet
2006 Københavns Kommune Bygningspræmiering – Tietgenkollegiet
2006 Træprisen – Tietgenkollegiet
2006 RIBA European Award – Kilen
2005 Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Diplom – Tietgenkollegiet
2004 Stadbyggnadspriset Malmö Stad – Hälsa & Samhälle
2004 Københavns Kommune Bygningspræmiering af Smukke og Gode Bygninger – IAK Kollegiet
2002 Københavns Kommune Bygningspræmiering af Smukke og Gode Bygninger – Charlottehaven
1998 Kolding Kommune – Trapholt
1994 Københavns Murerlaug, Murerprisen
1993 BKL-prisen – Dannebrogsgade