LT_NOIO_STRÖMBRON.jpg
 

NYHED 28. november 2019

Forslag til Ny Opera i Operan (NOIO)

Siden 2017 har vi hos Lundgaard & Tranberg Arkitekter arbejdet på et forslag til Ny Opera i Operaen (NOIO) i Stockholm, sammen med det svenske arkitektfirma Ahrbom & Partner.

I sidste uge kunne Statens Fastighetsverk officielt præsentere projektet for Stockholms Stad. Projektet indebærer tilbygning og renovering af en af Stockholms ældste kulturinstitutioner, Kungliga Operan. Projektet skal sikre en opera med kunstnerisk kvalitet på højeste niveau, forbedrede arbejdsbetingelser for alle medarbejdergrupper og tilgængelighed for publikum.

I det nye år skal projektet sendes ud i høring for en ny lokalplan.

“I anmodningen til regeringen præsenteres et forslag til ombygning af operahuset, der viser, at det vil være muligt at gennemføre projektet, så det lever op til det opgaveoplæg regeringen er kommet med. Det er en udfordring at gennemføre større ombygninger af statsligt ejede fredede bygninger, da der er særlige krav til denne bygningstype. Udover disse, er der alle de gængse krav til nybyggeri. Udfordringen skal også ses i lyset af, at Kungliga Operan skal kunne fortsætte med at udvikle sig og skabe glæde og engagement mange år frem. Målet er, at Ny Opera i Operan skal stå i mindst 100 år fra projektet er færdigt,” siger generaldirektør i Statens Fastighetsverk, Ingrid Eiken Holmgren.

Kunstnerisk kvalitet på højeste niveau
“Operahuset fra 1898 er en smuk bygning, men det lever desværre ikke op til nutidens lovgivning på arbejdsmiljøområdet. Det nye forslag forbedrer vores arbejdsmiljø, samtidig med at vi får en længe ventet ny scene til børn og unge og nye øvesale til orkesteret og balletten. Med Ny Opera i Operan sikrer vi en opera, der kan levere kunstnerisk kvalitet på højeste niveau,” supplerer Birgitta Svendén, administrerende direktør for Kungliga Operan.

I tilbygningen ud mod Kungsträdsgården arbejder vi med at placere seks nye sale, bl.a. en andenscene, øvesal til orkesteret, kor- og balletsale. Her kommer også til at ligge en ny entré, der supplerer den eksisterende entré, der skal opgraderes ud mod Gustav Adolfs Torg.

Operahuset har siden 1890’erne haft to lejere: Kungliga Operan og Michelin-restauranten Operakällaren, der med det fremtidige projekt får gode rammer for at drive restauranten videre.

Den tidligst mulige byggestart for projektet er 2023. Projektet kræver ca. fire års udflytning fra bygningen. NOIO forventes at stå færdigt i 2027.

 
LT_NOIO_AXONOMETRI-1.jpg
NOIO_AERIAL_SKISS-1.jpg
 
LT_NOIO_VY.jpg
 
Forrige
Forrige

Næste
Næste